Atrocity er gået sammen med frontmandens søster Yasmin, der normalt ernærer sig som keltisk folkesanger i New Zealand, og det er der kommet et meget interessant album ud af.

Shadowgardens debut låner lidt fra den gotiske rock, når det har fungeret allerbedst fra landsmanden Mathias Lodmalm og hans Cemetary og Sundown.

Norske Tristania får ikke rigtig ramt det dystre og melankolske i sin gothic metal, og dermed ender flere sange flade og kedelige.

For ikke så længe siden dumpede der nogle juni-udgivne skiver fra selskabet Supernova ned i vores postkasse. Her kommer 3 hurtige anmeldelser af bands med "E": Evemaster, Enthrope og Embassy of Silence.

Sjældent har covernumre fået så megen egen identitet og omarrangering - det er af og til svært at gætte, hvem Hellsongs er i gang med at hylde.

Coliseum har sit tredje album ude og det er en omgang stoner-rock i den klassiske trio-opsætning.

Svenske Sonic Syndicate lader til endeligt at have fundet sin egen stil og lyd, selvom den flagrer i flere retninger.

Engelske Wodensthrone har begået en udmærket debut, som nu genudgives og viser, at der er potentiale for en endnu bedre opfølger.

Villumsen indrømmer "fejl" i en tidligere Kataklysm-anmeldelse, men han mener nu alligevel, at han har ret i, at bandets seneste skive fortsat holder utrolig høj standard.

Det kan godt være at Slayers 'Reign in Blood' varer under 30 minutter, men det er synd og skam at lade Evile servere ægte thrash i kun en halv time.

Ovenpå torsdagens pinlige vokale evner fra Alice Cooper var det en fryd at høre den otte år yngre Blackie Lawless uden problemer synge i front for W.A.S.P..

Det var i særdeleshed velspillet og nærværende selvom stemningen ikke længere er særlig ond, aggressiv og ærkemetallisk, når Ihsahn står på scenen.

Det er næppe et dødsmetalbands største ønske på en festival at være programsat nøjagtig samtidig med Cannibal Corpse. Men der var nu publikum til tyske Debauchery også.

Det var i W:E:T-teltet, at man virkeligt følte, man kom tæt på musikerne, og det udnyttede svenske Degradead og leverede en kompakt og velspillet koncert, der fungerede.

Kamelot leverede en god omgang power metal, der gjorde sig godt til et par kolde Beck's i solen på en dag, som forsanger Roy hævdede ikke var en almindelig arbejdsdag.

Det var fedt at høre klassikerne fra 'Wildhoney' men en skive på tre kvarter udtrukket til en time blev en til tider kedelig affære.

Når man havde forventet uforbeholden magi, så var Candlemass skuffende, fordi Rob Lowe kun nåede 80 % af sin vokale styrke, men bandet bandet spillede pletfrit ellers.

Det var ikke Jesus i front for Orphaned Land, og det var heller ikke Jason Newsted på bas for Voivod, som hyggede sig med lidt progget thrash metal: anmeldelser af de to bands er samlet her.

Måske var folk ikke rigtigt klar og lydmanden ikke helt i gang endnu, for finske Ghost Brigade blev ikke helt så stort som forventningerne.

Velspillet og med flere fede elementer ender Zenithal alligevel ud med en omgang standard thrash, der kun momentvis rammer genrens gyldne formål: at rykke som bare pokker.

Candlelight mente at Altar of Plagues album 'White Tomb' fortjente en større opmærksomhed, så de signede bandet og genudgav pladen.

Wacken-aktuelle Amorphis smed tidligere på sommeren en tætpakket, dobbelt-dvd på gaden for at fejre sit 20 års jubilæum.

Danske Death Rides a Horse viser særdeles lovende takter på deres første officielle demo, hvor blot fire numre alligevel når en samlet spilletid på 27 minutter.

Det kan godt være det ikke var så løssluppent og punket, som genren oprindeligt havde for øje, men Bad Religion leverede en fest uden lige.

Canadisk/paraguanske Idillicah skaber stemningsfuld gothic via keyboards, men fejler på produktionen, og sløser flere steder i udførslen af trommer og vokal.

Equilibrium er tyske og det erfarer man på lyden og musikken allerede få minutter inde på bandets pagan-folk-heavy-metal.

Devil Sold His Soul seneste album trækker fine referencer til et atmosfærisk Psyke Project mixet med det bedste fra Cult of Luna og Sólstafir.

BugGirl lyder som rock 'n' roll forventes at skulle, og det virker sikkert også 'live' men nedfældet på plade bliver det lidt tungt at danse med.

Endelig er Marc Grewe, oprindeligt fra Morgoth, tilbage med sine syge growls. De kan høres på all-star bandet Insidious Diseases debut.

Det var planlagt at skulle være mørkere og tungere, men In This Moment får også flirtet lidt med det flødepoppede og hysteriske på bandets tredje aktuelle album.

Edenbridge har ikke flyttet sig mange meter fra tidlige værkers bud på Within Temptation og symfonisk rock/metal med melodi grand prix-tendenser.

Den udkom egentlig i 2009, men Casket Music har taget danske Inbreeding Rednecks til sig og genudgiver nu debut-EP'en.

Elementerne af melodi og groove i Loathes dødsmetal lyder temmelig lånte, men alligevel er resultatet et fornuftigt debut-udspil, der dog næppe fører til store headliner-tours.

Svenske Nox Aurea tager ikke tingene så hurtigt og doom'er tungt og smukt på deres andet album.

Tequilaen smager faktisk godt, men den har måske ikke så meget bid, som Vince Neil selv tror om sit soloalbum 'Tattoos & Tequila'.

Endelig stod der dødsmetal på Roskildes menu og Nile kunne være sluppet af sted med et standardshow, men gav heldigvis så meget mere.

Trodsede man flertallets hang til søvn eller mere fest i "lejren", så kunne man på Pavilion få en exceptionelt fed koncert med Kellermensch natten til søndag.

Det var ikke let at få gang i Roskilde-publikummet lørdag kl. 13, men Bredahl og co. i The Kandidate sled sig til succes.

Valient Himself i front for Valient Thorr må have indtaget et utal af energibarer eller det, der var værre, for der var virkeligt knald på den storskæggede mand.

Sólstafirs udseende skaber tvivl, om bandets stil, men kendte man bandet i forvejen, så blev det en art støjende klagesange som forventet.

By the Patients sommer byder på to meget vigtige onsdage på hhv. Roskilde og Wacken - og den første onsdag forløb fortrinligt.

De slår ikke et Behemoth i topform, men trods ligheder gør canadiske Necronomicon det rigtigt godt med sin black/death metal på den tredje fuldlængder.

Hvis Jon Nödtveidt ikke var røget i fængsel, så kunne Thulcandras debutskive have været udgivet af Dissection efter 'Storm of the Light's Bane'

Witchery er næsten en "who's who" i svensk metal, da hobby-bandets medlemmer er kendt fra en række andre topnavne. Fire år er der gået siden sidst, men nu er album nr. fem på gaden.

Det er nogle lidt andre store navne, som spanske Angelus Apatrida har hældt i sin "The Big Four", der udgør inspirationskilderne til bandets glimrende 80'er thrashede 3. album.

Whitechapel leverede det, som deltagerne i massive circle pits og en gang wall of death ville have: solid deathcore.

The Damned Things er et ganske nyt band, men spillede med en glød og som havde gruppen turneret på røgfyldte rockklubber i mange, mange år.

Adept forsøgte at piske en stemning op til lørdagens første show, mens publikum lignede trætte metalfans, som prøvede at få dagens første fadøl til at behage ovenpå gårsdagens fest.

Copenhell præsenterede sig som "Two days of metal" men de første par navne var nu mere rock. Psyke Project fandt dog den nedstemte metalguitar frem.

Uden rock 'n' roll ingen metal, og derfor var det ganske passende, at det blev Superchargers rock-attitude, der åbnede Copenhell til fest.